Efteråret 2014 bad firmaet Pres-Vac om at få produceret to 2-minutters messefilm om dets produkter: skibsventiler og nitrogen-generatorer.
Filmene skulle vises non-stop på en storskærm på firmaets stand på SMM i Hamborg, der er verdens største maritime messe.
Pres-Vac forklarede produkternes funktion og styrker, og hvad det var vigtigt at få fortalt med filmene. Pres-Vac ville desuden gerne have en måge som hovedperson – og en let humoristisk tilgang.
Da filmene skulle fungere som blikfang på en travl messe med masser af støj, skulle der ikke være en lydside – kun enkle billeder og korte tekster.
Tilbage på tegnestuen blev to storyboards tegnet, hvor mågen præsenterede produkterne ude på et skib. De færdige storyboards blev herefter e-mailet til Pres-Vac. Efter godkendelse med ændringer tegnede jeg sammen med Sussi Bech alle filmens nøgletegninger, der så blev vektoriseret og farvelagt.
Filmene blev animeret, hvorefter færdige MP4-filer blev sendt til kunden.